Kære fremtid

Jeg har brugt det meste af mit liv på at vente på dig. Når alt håb var væk, holdte jeg alligevel stadig stædigt fast i min drøm om et liv. Et liv, der skulle være mit. Og du er så tæt på nu.
Mennesker, der ikke har oplevet tab, sorg og bristede drømme på den måde, som jeg har, har nok svært ved at forstå det. Den angst, panik og depression, der overtager mig ved udsigten til, at mine drømme skal gå i opfyldelse. Hvor skræmmende det faktisk er at have noget at miste. Og nej - det er ikke på den almindelige måde. For det jeg har lært er, at jeg er ulækker. Jeg er ikke noget værd, jeg er ikke noget specielt, jeg kan ingenting. Og det er kun et spørgsmål om tid før de finder ud af det.
Jeg er kun en sørgelig eksistens, et offer. Jeg er kun en man kan have ondt af. Det er derfor jeg aldrig fortæller noget om mit liv, det er derfor de ikke kender mig, og aldrig vil komme til det. Fordi jeg ikke er værd at kende.
I den fremtid, som jeg har længtes efter var jeg mere. Men lige nu fortjener jeg ikke at mine drømme går i opfyldelse. Jeg bliver trist, når han siger, at jeg er smuk. For jeg ved, at jeg ikke længere vil være smuk for ham, når han kender mig. Man kan ikke elske en beskidt person, og jeg er blevet gjort beskidt. Det gør ondt at have noget at miste, for jeg ved, at jeg ikke er nok værd til at få lov til at beholde det.
Han vil stoppe med at holde af mig, jeg vil ikke kunne finde ud af mit job og det med lejligheden er for godt til at være sandt. Der vil gå noget galt, det er nu, det plejer at gøre ondt. Det lykkedes aldrig for mig.  Og jeg er angst for, at jeg ikke kan få behandling fordi det går så godt for mig, og alt flasker sig. De ser ikke angsten. Og jeg sulter stadig. Sulter hele dagen til kl. 18, hvor jeg må spise. Så spiser jeg uafbrudt til kl. 19, hvor jeg som regel bryder sammen. Jeg er bange for, at de ikke kan forstå, at på overfladen går det fint lige nu - men inde i mit hoved er jeg ikke helt hel endnu. Og jeg ved ikke, om jeg kan forklare det. Eller hvad der skal til for at bygge mit selvværd op - det har været slidt ned i så mange år nu. Min fremtid skal ikke indeholde disse voldsomme selvdestruktive tanker. Men på den anden side er det en så integreret del af mit jeg, at jeg ikke rigtig ved om jeg uden. Der er en sær tryghed i smerten. Men det er jo også paradoksalt, at alle coping-strategier jeg ellers er blevet præsenteret for handler om at række ud, når jeg er angst for at være en byrde for andre, og efter min egen mening er en byrde, hvis bare jeg fylder noget.
Alt er modsætningsfyldt og jeg skal bryde mine mønstre.
Og det vil jeg virkelig gerne. Jeg kan bare ikke alene, og jeg er ikke i stand til at trække på de ressourcer jeg har pga. min angst. Jeg vil gerne lykkedes, men jeg tror ikke på det sker. Jeg vil gerne tro, jeg vil gerne have hjælp. Så du ikke ser så mørk ud, så jeg kan finde noget lys og noget håb i dig.