søndag den 8. maj 2016

Frustrationerne over min krop pt. 2

Ved sidste indlæg var der en kommentar om, hvad min vægt mon egentlig var. Og jeg forstår det godt, for spiseforstyrrelser har det jo med at forvrænge billedet, og hvis jeg var gået fra at være 40 til 45 kg. med mine 180 cm. var det jo nok ikke motion, men mere en psykolog der skulle til for at ændre spejlbilledet.
Men sådan ligger landet altså ikke. Så forvrænget er mit kropsbillede altså ikke. Men da jeg ikke vejer mig, ved jeg ikke hvad jeg vejer. Og det er nok helt sikkert også for det bedste.

Men for at give et billede af mig og min krop vil jeg nu vise lidt dokumentation for min vægt. Det er jo også lang tid siden jeg har gjort det.
Juni 2014; 1 år efter spiseforstyrrelses behandling. 
Efter at have levet godt, og ikke dyrket motion (andet end cykling) i 1 år blev jeg træt af mine brede hofter, og vommede mave. Jeg besluttede at begynde at løbe. Jeg fulgte et løbeprogram, der skulle føre mig op på 5 km. ved 3 gange om ugen at løbe/gå. Det var fint, og jeg spisevaner ændrede sig ikke. Dette fulgte jeg de næste tre måneder.  
Oktober 2014; Sommeren var gået med let løbetræning.
Jeg havde svært ved at forblive motiveret, og noget ferie gjorde, at jeg ikke løb i 1,5 måned (sådan cirka). Løbeprogrammet havde gjort, at jeg let løb 5 km., så i oktober startede jeg lidt mere hardcore ud. Jeg ville se resultater. 
Novemeber/december 2014: Og resultaterne kom! Og de gav mig blod på tanden. Jeg begyndte at springe måltider over. Som jeg husker det så dagene fra dec. 14 til marts '15 nogenlunde sådan her ud:
Morgenmad: 1/2 grapefrugt
Frokost: Frugtbox fra daværende kantine 
Aftensmad: Normal
Mellemmåltider i løbet af dagen: tyggegummi og kaffe.



Marts 2015
Maj 2016
Som I kan se er det jo ikke en forskel på 40 kg., men måske mere 10-15 kg. Og det er ikke fordi jeg vil derned igen. Måske bare mere som på nr. 2 billede. Jeg er kurvet bygget, og har intet imod  at have hofter, bryster og alt det der. OG jeg ved, at jeg ikke er lykkelig, når jeg ser ud som på ovenstående billede, da den livsstil ikke efterlader plads til ting som gør MIG glad. Men et er sikkert - jeg kan ikke holde mig selv ud, som jeg ser ud nu, så jeg har meldt mig ind i Fitness World. Og der skal ske noget!





fredag den 22. april 2016

Frustrationerne over min krop

Det var ikke nogen overraskelse, for jeg vidste det godt; At jeg ville tage på efter sidste års faste. Og de første kilo var okay. Fordi jeg godt ved, at når man går fra et måltid om dagen til tre plus mellemmåltider så bliver kroppen glad, og suger alle kalorier til sig. Og faktisk var det okay, at mine bryster kom igen, og at jeg igen kunne passe mine bukser.

Men så blev det ved. De bukser, der var for store kom til at passe, og blev pludselig meget stramme. For ikke at sige, at de faktisk blev for små. Uden at forholde mig til det smed jeg dem ud, og købte nye bukser. De var alligevel slidt. Mine skjorter begyndte at gabe mellem knapperne, når de nåede mine hofter, men jeg købte bare nye trøjer, der kunne gemme mig bedre.

Dagen før igår så jeg et billede af mig selv, og jeg kunne ikke genkende mig selv. Først fejede jeg tankerne til side med et; "det er bare en uheldig vinkel". Senere så min kæreste billedet, og jeg præsenterede min teori om den uheldige vinkel. Men han så skeptisk ud i øjnene, da han gav mig ret. Og til sidst indrømmede han, at han faktisk havde lagt mærke til, at jeg havde taget ret meget på, på det sidste.

Også brød jeg sammen. For jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre. Og jeg HAR ikke flere kræfter til at kæmpe mod min krop. Jeg vil ikke have en krop, jeg har ikke bedt om den. Jeg vil bare være et flyvende hoved.

Sidst jeg selv syntes, at jeg var blevet lidt rund i det begyndte jeg at løbe. Med de bedste intentioner om at bibeholde mine gode madvaner, ikke løbe om aftenen (fordi det som regel er forbundet med at skulle forbrænde aftensmaden for at få ro) og ikke løbe mere om 3 gange om ugen (fordi motion skal være velafbalanceret).
Og hvordan endte det så? Jeg løb så ofte jeg kunne, jeg skar måltider ned til 1 om dagen, skar ned på kulhydrater, slik og frugt blev erstattet med aftenthe og jeg løb som oftest om aftenen. Jeg fik overspisninger, opkastninger, jeg løb for at kunne kaste aftensmad op udenfor hjemmet, uden at min kæreste lagde mærke til noget. 3 løbeture á 4-5 km. om ugen kickstartede endnu engang min spiseforstyrrelse, og jeg blev så ulykkelig.

Men jeg begyndte. youghurt/knækbrød/rugbrød/müsli om morgenen, 2-3 skiver rugbrød m. pålæg til frokost, frugt eller 2 lakridsbolcher om eftermiddagen og en god portion aftensmad. Og slikgilde hver fredag. Samtidig med at jeg cyklede 13 km. om dagen. Hvorfor tager jeg så meget på af det? Selvfølgelig har jeg mine overspisninger/opkastninger en gang imellem, men det er faktisk ikke så ofte. Måske en gang om ugen eller hver anden uge, tror jeg.

Det føles håbløst. Jeg kan ikke se mig selv i spejlet mere. Og jeg har ikke lyst til at blive hevet ind i spiseforstyrrelsen igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er ved at miste troen på, at jeg kan finde en balance. Hvordan går andre, der har haft bulimi/BED/atypisk anoreksi ift. at skabe en sund balance? Jeg kan ikke gøre noget uden at falde i en af de andre spiseforstyrrelser, og jeg er så bange for en dag at vågne op fra benægtelsen og veje 200 kg.

Undskyld rodet.

fredag den 18. marts 2016

Angsten

Jeg tror ikke, at folk, der virkelig har oplevet angst, og virkelig har oplevet depression er i stand til at forstå, hvordan det føles. Sådan helt ind i knoglerne.

Da jeg var 16 fik jeg en depression udløst af belastningsreaktioner. Med andre ord; der skete for mange svære ting, og jeg kunne ikke håndtere dem. Jeg husker følelsen som ligegyldighed, overfor alt, men især overfor mig selv og min fremtid. Jeg var ikke i stand til at se frem, fordi jeg var overbevist om, at der aldrig ville være noget, der var godt igen. Derfor blev jeg selvdestruktiv - alt var jo ligemeget, så hvorfor skulle jeg overhovedet prøve at skabe en fremtid for mig selv?
Jeg husker angsten ved det vendepunkt, der hedder, at jeg solgte min krop for penge. Husker jeg stod udenfor i opgangen, og ikke kunne trække vejret, og prøvede at ræssonere med mig selv om, hvorfor. Idag ved jeg hvorfor det var så svært at trække vejret, det var det punkt i depressionen, at jeg virkelig ikke kunne se, at mit liv skulle blive bedre, og at jeg nogensinde ville føle gode ting igen.

Et par år efter kom angsten igen. Jeg ved ikke, om den havde forladt mig, men den forblev ihvertfald stærkere. Jeg havde en følelse af at blive kvalt, af at mit hjerte altid slog for fuld kraft, og jeg kunne ikke finde ro nogen steder. Det var en forfærdelig følelse, fordi den forfulgte mig, og gjorde det svært for mig at koncentrere mig, at lade som om jeg var glad og forårsagede den søvnløshed. Denne gang prøvede jeg noget nyt, istedet for den tydelig selvdestruktion i form af prostitution og selvskade. Jeg gik på kur. Kuren gav mig ro, gjorde mig fokuseret, målrettet, gav mig noget at være glad for og jeg kunne altid sove, fordi min krop var udmattet. Min spiseforstyrrelse fjernede min depression og min angst.

Men så enkelt er det selvfølgelig ikke. Fordi spiseforstyrrelsen var en et-lags forbinding på et blødende sår. Efter en kort periode kom angsten igen - bare med tifoldig styrke. For nu drejede angsten sig om mad, krop, motion og vægttab. Spiste jeg nu efter den plan jeg havde lavet, tabte jeg mig ifølge den kurve jeg havde tegnet, hvordan sad de bukser jeg ikke kunne passe for en måned siden, hvorfor kunne jeg ikke løbe længere. Spiseforstyrrelsen forledte mig ind i en spiral af "ikke-god-nok"-følelser. Til sidst blev det så slemt, at jeg ikke kunne koncentrere mig, jeg kunne ikke lade som om, at jeg var glad og jeg kunne ikke længere sove. Jeg havde følelesen af at blive kvalt i ikke at være god nok, og at mit hjerte altid hamrede for fuld kraft. Og jeg var tilbage, der hvor jeg startede. Min kur mod angst virkede ikke længere.

Det, der var virkelig svært var, at da jeg begyndte at arbejde mod spiseforstyrrelsen, og al den angst der lå i de dogmer jeg havde bygget op for mit liv, hvilket var virkelig hårdt, føltes det ikke bedre. For den gamle angst, den der lå bag spiseforstyrrelsen var stadig tilbage. Den skulle jeg stadig arbejde med. Og den arbejder jeg stadig med. For det er stadig svært ikke at gøre noget, som jeg ved virker. Jeg ved, at hvis jeg nu lige spiser lidt mindre, så finder jeg lidt ro. Men jeg ved også, at den ro ikke er varig. At vejen frem ikke er den midlertidige løsning. Vejen frem er det lange seje træk, der handler om at jeg er god nok, og ingen må få mig til at føle mindre end det.

Det tror jeg ikke, at mennesker uden angst kan forstå - at spiseforstyrrelse kan virke som en ganske fornuftig løsning på angst. Jeg tror ikke de forstår, fordi logikken bag, at det ikke er en løsning er nem at forstå. Problemet er bare ikke logik, problemet er at angsten og depressionen er så forfærdelige følelser, at alt andet kan føles bedre.

tirsdag den 16. februar 2016

To do or absolutely not to..

En stor portion nudler med grøntsager og kylling
Forårsruller
1 stk. rugbrød m. smør og honning
5 amerikanske pandekager

Er hvad jeg har spist indenfor den sidste time. Og nu sidder jeg her, med alvorlig kvalme. Og overvejer, om jeg skal få den til at gå væk. På den hurtige eller langsomme måde. Og fortryder det hele. Fuck altså.

onsdag den 3. februar 2016

Siden sidst

Den 29. oktober var sidste gang jeg skrev. I efterårets og arbejdsløshedens mørke. Hvor jeg var ved at blive kvalt, fordi jeg ikke kunne skrige.
Så skete dét.
Dét fantastiske, angstprovokerende, vidunderlige, forfærdelige, hæslige og dét jeg drømte om, hver gang jeg åbnede et word-dokument og skrev; jeg er sød, jeg håber at I gider at snakke med mig..
- jeg fik et arbejde.
Et arbejde, hvor man står op hver morgen.
Hvor man spiser frokost i en kantine.
Har kollegaer.
Har stress.
Har ansvar.
Går op i sin flex.
Og tjener penge.
Og svarer på mails.
Hvor man har et hverdag, et liv, en rytme, indhold og noget at stå op til.
Og det er fantastisk, angstprovokerende, vidunderligt, forfærdelig, hæsligt og lige det jeg drømte om.

Problemet er bare, at når man går og længes efter noget bilder man sig selv ind, at alt bliver godt, når først... Og sådan går det sjældent aldrig.
Men det gode ved det er, at jeg bliver ved med at skrive. Fordi jeg har en million ord og følelser i mig, der aldrig bliver udtømt, for sådan er det at være mig - og for det meste er det faktisk en fornøjelse - at være mig.

 

torsdag den 29. oktober 2015

Et stk. lydtæt rum hvor jeg kan skrige, tak

Hun spurgte mig
om jeg var vred
Og jeg sagde nej
Egentlig uden at have overvejet
For jeg er jo aldrig vred
Og når jeg er
er det en vrede jeg italesætter
i pæne ord
pakket ind
i forståelse
og jeg tager altid min oplevelse
for det den er
 - min oplevelse
Men jo mere jeg mærker
Jo rigtigere føles den mærkat
Jeg er vred
På min mor
På min far
På min kæreste
På min søster
På mine venner
På verden
Jeg er vred på alle
Og på alt
Fordi de ikke hører
Fordi de ikke kan hjælpe
Fordi det gør ondt at elske
Fordi jeg ikke må råbe
Fordi de siger det kunne være værre
Fordi jeg ikke er glad

mandag den 26. oktober 2015

Hjertebanken og ondt i maven

Det er svært at trække vejret
særligt om aftenen og på søndage
Det er det bedste og det værste at være sammen med andre mennesker
fordi de kan få mig til at glemme følelsen i timer
og fordi de ikke kan
og jeg bliver mindet om, at den er der
min følelse
som jeg ikke ved hvad betyder
men tror betyder, at jeg har brug for noget at lave
noget, der giver mig mening
noget, der giver mig værd
Som kan få mit hjerte til at banke langsommere
Og kan opløse knuden i min mave
om ikke andet - så bare lidt af tiden
Og få mig til sådan rigtigt at grine igen
Fordi det er faktisk ikke til at holde ud
Og det er ikke nemt at blive ved med at lede efter forklaringer

Det var bare det
Tak